FN’s klimakonference fandt i 2007 sted på den indonesiske ø, Bali, og det er et oplagt sted at diskutere de problemer, som den globale opvarmning kan føre til. Bali ligger tæt på ækvator, og gennemsnitstemperaturen er 29 grader i årets koldeste måned! Flere af øerne er meget tæt på at blive oversvømmet.
Omkring 10.000 delegerede fra mere end 170 lande var samlet for at lave et udkast til en aftale om at begrænse udslippet af de såkaldte drivhusgasser. Forskere har nemlig fastslået, at udslippet af drivhusgasser skal reduceres, hvis vi skal undgå dramatiske klimaforandringer, f.eks. at isen omkring polerne og på Grønland smelter, og at vandet i verdens have stiger flere meter.
Men store interesser er på spil, og det holdt hårdt at blive enig om en meget overordnet tekst på Bali, så det kan blive svært at nå målet om at få en endelig aftale på plads, når det i 2009 er Københavns tur til at være vært for FN’s klimakonference.
Klimakaravanen sendte journalisterne Jesper Heldgaard og Bo Jørgensen fra Dansk AV Produktion afsted til Bali for at finde ud af hvad et topmøde egentlig er, hvordan forhandlingerne foregår og meget meget mere. Se deres reportager her.