Hvad kan du gøre?
4 hurtige, der gør Klimaet en tjeneste
Her er fire gode råd, som er lette at udøve i hverdagen. Følg dem, hvis du vil gøre klimaet en tjeneste. Og komme til let tjente penge – for tænk, hvis dine forældre gav dig den besparelse, du har optjent?
Gå eller tag cyklen
Du bør gå eller cykle til skole/arbejde i stedet for at køre i bil. Hvis der er 2½ km derhen, vil du udlede 150 kg CO2 mindre pr. år, og dine forældre kan spare 1.800 kr. om året på benzinforbruget.
Brug elsparepærer
Du får den samme mængde lys – men bruger meget mindre strøm. Hvis du udskifter tre almindelige 60 watts pærer, der er tændt i 4 timer om dagen, til elsparepærer, vil du udlede 100 kg CO2 mindre pr. år. Samtidig sparer du 320 kr. på et år.
Sluk for mobilopladeren eller tag den helt ud af stikket
En mobiloplader tapper strøm, når kontakten er tændt – uanset, om mobilen sidder i eller ej. Du bør tage mobilopladeren ud af stikket (eller slukke på kontakten), når den ikke bruges, for du sparer miljøet for udledningen af 10 kg CO2 pr. år. Det giver dig selv en besparelse på 30 kr. om året.
Brug tørresnoren
En tørretumbler bruger meget strøm. Hæng derfor vasketøjet ud på tørresnoren, så ofte som muligt. Hvis du i stedet for at bruge tumbleren hænger vasketøjet udenfor tre gange om ugen, sparer du 200 kg CO2 svarende til 750 kr. om året.
Ovenstående råd er baseret på fakta fra ”1 ton mindre”-kampagnen, Elsparefonden og FDM.
4 effektfulde, der gør en stor forskel
Hvad skal du gøre, hvis du virkelig vil gøre en forskel? Du får her fire gode råd, som hver især er meget effektfulde veje til at mindske CO2-udledningen.
Skru ned for varmen
Find hjemmeskoene frem i kolde perioder. Det er ingen naturlov at gå med bare fødder inden døre, når det er koldt udenfor. Skruer du blot én grad ned på samtlige radiatorer i huset, sparer I snildt 110 kg CO2 på et år. Det er 6% af varmeregningen.
Har I gulvvarme og ingen anden opvarmning, og skruer I ned fra 24 grader til 20 grader i en bolig på 120 m2, vil I opleve at spare 2.790 kr. på den årlige varmeregning. Der er nemlig tale om en formindskning af CO2-udslippet på hele 4.650 kg CO2 om året.
Sluk på kontakten
Danskerne anskaffer sig flere og flere apparater, der bruger strøm, og derfor er standby strømforbruget i stigning.
Sluk helt for tv, stereoanlæg og dvd i stedet for at lade dem stå på standby. Det gør du ved at slukke på kontakten på væggen. Ved at gøre dette frem for at have alting kørende hele tiden, vil du udlede 75 kg CO2 mindre pr. år, og du sparer 250 kr. pr. år. Køb evt. en elspareskinne, der kan slukke alle tilsluttede apparater på en gang.
Begræns dine flyrejser
Det er utroligt energikrævende at få et fly på vingerne. Hvis du dropper flyrejsen t/r til London, undlader du at sende 300 kg CO2 ud i atmosfæren. Dropper du en tur til Bangkok t/r, sparer du miljøet for hele 1.900 kg CO2. Når flyet er i luften, kræver det ikke helt så meget energi; det er altså bedst med så få mellemlandinger som muligt.
Men begræns antallet af rejser med fly – prøv f.eks. at tage med toget. Det kan give en helt anden rejseoplevelse. Tager du til Berlin t/r med toget frem for med fly, har du sparet miljøet for 54 kg CO2.
Bilkørsel på den gode måde
Når dine forældre kører vildt og spændende, bruger de mere benzin, end det er nødvendigt for at komme frem. Øges hastigheden f.eks. fra 100 til 130 km/t, stiger brændstofforbruget nemt med 20%. Fortæl dine forældre, at de sparer ca. 1.000 kr. om året for hver km, bilen kører længere på literen.
Ved at tanke 0,5% biobenzin i stedet for almindelig benzin vil en gennemsnitsbilist desuden mindske sin CO2-udledning med 100 kg om året.
Ovenstående råd er baseret på fakta fra ”1 ton mindre”-kampagnen, Elsparefonden og FDM. |